Artikel

Vi de danske muslimer skriver historie!

Assalâmu 'aleikum kære medlem af Muslimer i Dialog.

I kraft af mit medlemskab af MID har jeg haft chancen for at involvere mig i Dansk Ungdoms Fællesråds dialogambassadørprojekt. Projektet har indebåret, at jeg har skullet rejse en tur til Egypten, hvor jeg har haft chancen for at udveksle holdninger og erfaringer med mange egyptere. En af dem fortalte mig, at han synes, islam stod stille i Egypten. Hvorfor? Fordi islam i Egypten ikke er udfordret. Men det er islam i allerhøjeste grad her i Danmark, sagde han. Her skal vi som muslimer konstant og i utallige situationer forsvare vores religion. Og for at gøre det skal vi selv søge viden om islam og tage stilling, mens egypterne har utallige muftier til at gøre det for dem. Og netop det faktum, at islam er udfordret, gør, at vi som muslimer i Danmark har en stor fordel.

Vi de danske muslimer skriver historie. Det gør vi, fordi vi skal nytænke vores religion ind i den kontekst, vi lever i. Det er historisk, at vi er muslimer, der bor så langt væk nordpå fra det sted, hvor islam for det meste bliver praktiseret. Og det har ikke slået os ud. Vi føler os alligevel hjemme her i Danmark og kalder os selv danske muslimer. I stedet for at isolere os selv har vi gjort islam tilgængeligt på dansk for at lade vores elskede religion være en del af vores samfund. Vi bidrager på en positiv måde til, at islam lever helt herude i denne fjerne nordlige egn af jordkloden.

I Egypten har de altid været vant til, at islam foregår på arabisk, og på min tur til Egypten har jeg lagt mærke til, at mange af egypterne har svært ved at adskille det at være araber fra det at være muslim. Mange er ikke klar over, hvor enorm en udtryksform islam har på indonesisk, urdu, tyrkisk eller engelsk for den sags skyld. Vi er en del af denne store proces og tilføjer islam en dansk udtryksform. Islam er Allahs vejledning til os mennesker og er ikke bundet til et bestemt sted i verden.

Som muslimer i Danmark har vi med karikaturkrisen og den til tider meget hårde og uretfærdige hetz mod islam og muslimer haft alle muligheder for at blive præget af denne situation og blive fanatiske i enten den ene eller den anden retning. Nogle har desværre valgt at blive ekstremister i deres religion, mens andre helt vælger at give afkald på samtlige deres islamiske værdier.

Vi har alhamdulillâh formået at holde balancen og blive på den gyldne middelvej. Vi er ikke ekstreme i vores religion. Og vi har heller ikke smidt vores islamiske baggrund i Østersøen. Vi har formået at være selvkritiske og alligevel holde på vores islamiske værdier, som vi gerne tolker ind i den kontekst, vi lever i. Vi vil være aktive medborgere og engagerede i samfundslivet ved at gå i dialog med det øvrige samfund og med hinanden som muslimer.

Alt dette er en naturlig udvikling. Mine forældres og bedsteforældres generation kom til Danmark og byggede etniske moskeer, der byggede på et arabisk, pakistansk eller tyrkisk udtryk af islam. Vi tager blot skridtet videre og giver islam en dansk udtryksform. Og her har din forening Muslimer i Dialog været et eksempel på dette ved at opretholde foreningssproget på dansk og gennemføre diverse projekter, der viser, at vi er en del af dette samfund ved at tage et ansvar for det.

Vi har baggrund mange forskellige steder i verden, og vi har forskellige religionsforståelser. Det har vi i Danmark friheden til. Og vi har muligheden for at udvikle og nytænke hele vores islamiske grundlag. Og det skal vi takke Allah for. Det er netop denne dynamik, der gør Muslimer i Dialog til en så mangfoldig forening med så mange forskellige idéer og input til forskellige kurser, debatter og aktiviteter.

Så bidrag gerne til din forening ved at være en del af de forskellige udvalg, MID har. Tøv ikke med at kontakte mig, så vil jeg inshaAllah som udvalgskoordinator delegere dig ud til det udvalg du gerne vil bidrage til med dine kompetencer.

Du kan være med til at præge denne historiske muslimske bevægelse i dette særlige kapitel af Danmarkshistorien og dette særlige kapitel af islams historie!

Med venlig hilsen

Asem Elghiouane
asem@m-i-d.dk
+45 2666 0094